Genveje


Kvalitet i praktikken 23.09.14

Vi vil på denne konference stille skarpt på netop disse temaer, nemlig hvordan kan vi fremme et bedre skole-virksomheds-samspil og hvordan kan vi fortsat sikre kvaliteten i praktikoplæringen.

Erhvervsuddannelsesreformen har i høj grad været i mediernes søgelys. Et sjældent stærkt og tiltrængt fokus på de erhvervsuddannelser, som ellers står lidt i skyggen af de gymnasiale uddannelser. Men et helt centralt omdrejningspunkt i uddannelserne har stort set undgået opmærksomhed, nemlig praktikken. Op mod ¾ af en erhvervsuddannelse foregår som praktik, og bortset fra den evigt tilbagevendende konstatering af, at der mangler praktikpladser, så har man stort set ikke drøftet kvaliteten i praktikken. Hverken krav om relevante og nødvendige oplærerkompetencer, betydningen af god oplæring og et godt læremiljø ift. at få flere unge til at søge og blive fastholdt i EUD eller praktikstedernes bidrag til at få det vigtige samspil mellem skole og praktik til at hænge bedre sammen. 

For mange erhvervsuddannelseselever er der stadigvæk ikke tilstrækkelig sammenhæng mellem det, de lærer i skolen, og det, de lærer i praktikvirksomheden. Det er dokumenteret i flere undersøgelser, senest i EVA's evaluering "Sammenhæng mellem skole og praktik" (2013)

Rigtig mange praktikvirksomheder gør det godt. Man behøver bare at besøge "Skills" eller læse indstillingerne til "Årets læreplads", så er man ikke i tvivl om, at der er masser af dygtige, innovative og motiverede unge og mange dedikerede og engagerede virksomheder/praktiksteder derude. Men spørgsmålet er, om det ikke kan gøres endnu bedre? Og om en række virksomheder kunne tænkes at have behov for at kvalificere deres oplæring på en måde, der både giver dygtigere faglærte og samtidig pænere tal på bundlinjen? I hvert fald er det tankevækkende, at uddannelsernes skoledel med års mellemrum reformeres, og at der stilles stadig højere krav til lærerkvalifikationerne, mens praktikken, med få undtagelser, er 'business as usual'.

Når det gælder organiseringen af oplæringen og kvalificeringen af de oplæringsansvarlige, har vi valgt at inddrage udenlandske erfaringer. I flere lande, bl.a. i Norge og Tyskland, har man en egentlig oplæreruddannelse, som er med til at sætte en kvalitetsstandard for oplæring. Når Michael Härtel, Bundesinstitut für Berufsbildung, fortæller om aktuelle erfaringer med den tyske oplærerkvalificering, håber vi, at det kan inspirere i en dansk sammenhæng.

Samtidig inddrager vi hjemlige eksempler på virksomheder og praktiksteder, hvor de gør det godt - inden for det tekniske, det merkantile og SOSU-området. Vilkår og betingelser er som bekendt forskellige inden for de tre uddannelsesfelter, hvilket vil afspejle sig i både plenumoplæg og workshops. Vi håber, at også erfaringerne herfra vil inspirere.

I netværket bestræber vi os på at inddrage og formidle aktuel forskning og viden og fremme dialog mellem praktikere og forskere. Med fokus på videndeling og erfaringsudveksling skal netværket bidrage til den fortsatte udvikling af erhvervsuddannelsernes indhold og organisering. Det er vores plan, at denne temakonference om praktik bliver fulgt op af yderligere aktiviteter, som kan medvirke til at få ny viden og til kvalitetsudvikling i praktikken. Netværket vil gerne være samlingspunkt for alle gode kræfter, der deler denne ambition!

Kvalitet i praktikken - så godt kan det være i EUD