Genveje


Målet med reformen af erhvervsuddannelserne – fra en praktikers synspunkt

Svar til Peter Koudahl af Heike Hoffmann, Håndværksrådet. 6. maj 2015.

Kære Peter

Tak for din stafet – den er hermed grebet af en repræsentant for praktikersiden. 

Lad mig begynde med din slutbemærkning – hvordan det kan være, at der etableres et grundlæggende paradigmeskift i f.t. erhvervsuddannelserne, uden at det vækker højlydt debat blandt erhvervsuddannelsernes interessenter. Peter, hvilke aviser har du læst? 

Blandt de små og mellemstore virksomheder har vi – siden regeringen offentliggjorde sit udspil til re-formen i sensommeren 2013 – faktisk glædet os meget over, at erhvervsuddannelserne har fået så meget mere plads i bl.a. den offentlige debat, end de plejer. Vi er glade for opmærksomheden, og alene diskursen om erhvervsuddannelserne hen over de meget langstrakte forhandlinger om reformen var efter vores opfattelse gavnlig for erhvervsuddannelserne, sektorens omdømme og for de mange unge, der havde truffet det ret modige valg at gå imod strømmen og valgte gymnasiet fra. 


Og vi var – er – ikke kun glade for opmærksomheden i sig selv, men også for det helt centrale ord, politikere, presse og andre interessenter brugte i reformdebatten: Kvalitet! For i vores øjne handler paradigmeskiftet, som det ganske rigtigt er, nemlig i høj grad om at turde kræve kvalitet af de uddannelser, som de små og mellemstore virksomheder er helt afhængige af for at kunne bidrage til velfærdssamfundet.

Og ja, Peter, nåleøjet er blevet mindre, hvilket vi er rigtig glade for. I Håndværksrådet mener vi ikke, at det giver mening at uddanne flere, hvis ikke kvaliteten er i orden. Vi har brug for flere faglærte, men det skal være flere dygtige faglærte. Og kvalitetskravet gælder ikke kun for de erhvervsuddannelser, som er vores hjertesag, men alle uddannelser. Derfor synes vi, at det er både på tide og på plads at stille krav til dem, der gerne vil gennemføre en erhvervsuddannelse. Vi kan simpelt hen ikke se, hvor-for der skal stilles krav til fx det almene gymnasium, men ikke til erhvervsuddannelserne. 

Nu er valget så faldet på et karakterkrav – 02 i dansk og matematik fra folkeskolens afgangsprøve. Lad os lige dvæle lidt ved det. Håndværksrådet står 100 % bag adgangskravet. Vores lærlinge skal kunne læse, skrive og regne. Det er vores holdning. Men det rejser to spørgsmål:

Det første spørgsmål er, om 02 i dansk og matematik siger noget om, hvorvidt man bliver en dygtig håndværker? Nej, det gør det ikke. Men det sender et klokkeklart signal til folkeskolen – elever, lære-re, forældre og vejledere – om, at en erhvervsuddannelse ikke er noget, man får. Det er en uddannelse, man tager, og som man skal være kvalificeret til. I Håndværksrådets bestyrelseslokale lød bud-skabet, da beslutningen om adgangskrav på 02 blev taget, at det jo reelt set også er at gøre de unge mennesker en bjørnetjeneste, hvis vi sender dem ud af folkeskolen og videre i livet uden at have for-talt dem, at livet kræver viden og grundlæggende kvalifikationer. Så opbakning til karakterkravet – også som signal. 

Det andet spørgsmål – eller en indvending, om du vil – går på, at mange af de unge, der er i gang med eller har gennemført en erhvervsuddannelse, rent faktisk ikke opfylder karakterkravet. Men at de jo godt kan, når først de møder erhvervsskolernes mere praktiske pædagogik. Vores svar til dette er: Så lad dem dog for pokker møde den pædagogik noget før! Hvorfor skal man slæbe sig igennem folkeskolen med den klassiske røv-til-bænk-pædagogik og få et nederlag til eksamen, hvis en anden pædagogik kan løfte fagligt? For det viser erhvervsskolerne jo, at de kan! 

Jeg vil så gerne rejse et tredje spørgsmål, nemlig hvad det egentlig er, eleverne bedømmes på ved folkeskolens adgangsprøve, for efter Håndværksrådets opfattelse ligger det egentlig problem i karakterkravet faktisk i det indholdsmæssige. I Håndværksrådet har vi netop haft den omfattende fornøjelse af afgive høringssvar på udkastet til ”Bekendtgørelse om Fælles Mål for folkeskolens fag og emner”. Og vi må hertil sige, at eleverne skal afslutte folkeskolen med kompetencer, der er meget rettet mod det akademiske og meget lidt rettet mod en mere anvendelsesorienteret tilgang til bl.a. de almene fag. Så hvis man nu bedømte folkeskoleeleverne på det, der er relevant for erhvervsuddannelserne, ville karakterkravet nok ikke være så slemt. 

Nu er vi så nået til yderligere et kernepunkt i din stafet: Du skriver, at reformen ikke handler om, at alle unge skal have en uddannelse. Jo, det gør den indirekte. Men den handler også om, at ikke alle unge skal have eller kan gennemføre en erhvervsuddannelse. For det kan/skal alle ikke. Reformen handler om, at erhvervsuddannelserne har været brugt som skraldespand for alle dem, der ikke kunne komme i gymnasiet. Og vi, der vil det bedste for erhvervsuddannelserne og lærlingene, ser gerne, at erhvervsuddannelserne bliver kvalitetsuddannelser, som er befolket af dem, der kan og vil. Det er dét, der er målet med reformen. 

Peter, vi ved, at en del af frafaldet på erhvervsuddannelserne skyldes, at de dygtige elever, der havde valgt en erhvervsuddannelse til, ikke var tilfredse med det faglige niveau. Fordi de modtog undervisning sammen med elever, der ikke var interesserede i, motiverede for eller dygtige nok til at være der. Det synes jeg er en katastrofesituation for enhver form for uddannelse. 

En del af frafaldet – fx mellem grund- og hovedforløb – skyldes formentlig også (diskursen om) manglen på praktikpladser. Og her, Peter, er jeg nødt til at sige til dig, at én af årsagerne til, at mange virksomheder ikke tager lærlinge (længere), er, at de er trætte af, at lærlingene ikke er dygtige nok. Vores logik tilsiger, at hvis vi kræver af de unge, at de er dygtigere, og hvis vores mantra for erhvervsskolerne er ”kvalitet i undervisningen”, så vil virksomhederne komme ind i praktikpladskampen igen. 

Jeg vil også sige højt og klart, at Håndværksrådet står 100 % bag det skift fra rummelighed til krav om kvalitet og motivation, som reformen udtrykker. Erhvervsuddannelserne ér og skal fortsat være rummelige – men det er ikke og skal ikke være erhvervsuddannelsernes opgave at uddanne alle, uanset kvalifikationer og motivation. Som jeg skrev før, er erhvervsuddannelserne for dem, der kan og vil. 

Og nej, fanden skal ikke tage resten – altså dem, der ikke kan komme ind på en af de ordinære ungdomsuddannelser. De skal også have et ordentligt tilbud om uddannelse, der passer til dem. Det er bare ikke erhvervsuddannelsernes ansvar alene, som det har været indtil nu.

De små og mellemstore virksomheder er glade for, at vi endelig får lov til at sige højt, at vores uddannelser har særlige kvaliteter, der stiller krav til lærlingene. Ligesom alle andre uddannelser stiller krav til deres elever, lærlinge og studerende. Derfor er vi glade for, at omdrejningspunktet for reformen også er uddannelserne selv og ikke kun eleverne. 

Lad mig slutte med en udtalelse fra en underviser på en erhvervsskole (citeret frit efter hukommelsen): ”Vi glæder os til at gå foran og trække de dygtigste i stedet for at skulle gå bagi og skubbe de svageste”. Det gør vi også …

Heike Hoffmann

Chefkonsulent - Håndværksrådet