Genveje


De, der står tilbage på perronen

Svar til Peter Koudahl af Morten Smistrup, Konsulent for Erhvervsuddannelsesområdet i LO, 2. juni 2015

I det sidste indlæg i stafetten peger Peter Koudahl på, at der er sket et paradigmeskift i erhvervsuddannelserne fra eleven til uddannelsen, og han giver stafetten videre med spørgsmålet om, hvordan dette har kunnet finde sted uden at vække højlydt debat blandt erhvervsuddannelsernes interessenter. Den vil jeg søge at gribe.

Der har utvivlsomt med reformen været et paradigmeskifte indenfor erhvervsuddannelserne. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at paradigmeskiftet med fra fokus på eleven til fokus på arbejdsmarkedet eller måske snarere fra fokus på gennemførelse til fokus på kvalitet.

Når dette skift ikke udløser større diskussion på nuværende tidspunkt, er det nok fordi, det er resultatet af flere års diskussion indenfor sektoren. Jeg vil her særligt pege på to tilbagevendende temaer:

  • Frustrationer blandt lærere og grupper af elever over at man oplevede, at erhvervsuddannelserne blev brugt som ”en social skraldespand”, og at den socialpædagogiske opgave var kommet til at fylde mere end den erhvervsfaglige.
  • Frustration hos en række faglige udvalg over, at konsekvensen af at adgangsforudsætning alene var, at folkeskolen var gennemført og det forhold, at grundforløbsprøven ikke spillede en væsentlig rolle var, at det ikke var muligt at nå op på de faglige niveauer i hovedforløbene, som arbejdsmarkedet efterspørger.

Så skiftet fra at se erhvervsuddannelserne som et tilbud til dem, der ikke kunne tage en gymnasial uddannelse til at understrege, at det kræver forudsætninger og engagement at gennemføre en erhvervsuddannelse skete med åbne øjne.

Der er igennem de sidste 10 år et stigende antal elever, der har afsluttet et grundforløb og stort set et konstant antal elever, der har afsluttet et hovedforløb. Så når vi ser på ”produktionen”, er erhvervsuddannelserne ikke i krise, selvom det er et faktum, at antallet skal op, hvis vi skal møde fremtidens efterspørgsel efter faglærte.

Den brændende platform var således ikke, at meget færre blev uddannet, men at erhvervsuddannelserne bevægede sig væk fra at være ungdomsuddannelser til i stigende grad at være voksenuddannelser. I 2013 var gennemsnitsalderen, når eleverne startede et hovedforløb, 25,4 år, og eleverne var i gennemsnit 27,5 år, når de fuldførte det. Tal der i sig selv er en udfordring.

I mange fag oplever man, at både de faglige og de personlige krav vokser. Medarbejderne skal på egen hånd løse mere komplekse opgaver og skal selvstændigt kunne sætte sig ind i nye produkter og metoder. Det kræver højere niveauer i uddannelserne. Det stiller også øgede krav til lærlingenes forudsætninger. Det betyder endelig, at arbejdsgiverne ofte vælger ældre elever med større modenhed og bedre personlige forudsætninger. Parallelt med denne udvikling er problemerne skærpet af, at der her været en tendens til, at erhvervsuddannelserne i faldende grad blev søgt af de helt unge og at der som følge af presset for, at erhvervsuddannelserne skulle løfte 95 % af målsætningen, gik en alt for stor gruppe, der ikke havde de nødvendige faglige og personlige forudsætninger.

Målestokken, når vi vurderer erhvervsuddannelsernes succes eller fiasko, er først og fremmest på om de fører til beskæftigelse. Det, der giver erhvervsuddannelserne indhold og mening, er, at de fører frem til et bestemt erhverv – et job. Når man tager en erhvervsuddannelse, er der ikke tale om et individualiseret og flydende dannelses- og identitetsprojekt, men og om at tilegne sig de kompetencer og den identitet, der knytter sig til et bestemt fag, og som giver forudsætningerne for på dag 1 efter svendeprøven at begynde i et faglært job til fuld overenskomstmæssig løn.

Derfor har reformen et stærkt fokus på faglighed og kvalitet. Det betyder, at der er defineret nogle grundlæggende adgangsforudsætninger, er lavet et længere grundforløb til de helt unge, er sket en direkte faglig målretning af grundforløbets del 2 samt er fastlagt veldefinerede krav, der skal nås ved grundforløbsprøven. Forandringer der alle har til formål at sikre erhvervsuddannelsernes arbejdsmarkedsmæssige kvalitet og relevans og dermed fastholde de høje beskæftigelsesfrekvenser.

Man kan så indvende, at der vil være mange unge, der har svært ved at møde disse forventninger og snarere er søgende og afprøvende end konsekvent målrettede mod et bestemt erhverv. Det er givetvis rigtigt. Imidlertid er der i reformen ikke megen plads til afprøvning og omvalg – man kan risikere at dumpe undervejs og højst begynde på et nyt grundforløb tre gange. Herefter skal man have en uddannelsesaftale for at komme videre. Således må man nok erkende, at erhvervsuddannelserne ikke er det rigtige sted at være, hvis man er uafklaret og usikker på sine mål og ønsker. For at have succes i erhvervsuddannelserne skal man ville faget og være motiveret af at tilegne sig det. Og det bliver der næppe ændret på.

Men hvad så med den gruppe, der enten mangler faglige eller personlige forudsætninger eller bare er uafklarede og søgende. En del af denne gruppe vælger allerede en gymnasial uddannelse med større eller mindre succes, og nogle tager så en erhvervsuddannelse på et senere tidspunkt. Men det betyder, at der er en gruppe, som jeg vil anslå til omkring 5-8000 unge pr. år, der ikke umiddelbart kan tage gymnasiet eller en erhvervsuddannelse.

Denne gruppe bliver den store udfordring de kommende år. Der findes et utal af forskellige tilbud til denne gruppe af unge, men intet samlet billede af, hvad der kendetegner den, hvilke behov de har og hvad der skal til for at sikre disse unge grundlaget for et godt ungdoms- og voksenliv, herunder at være selvforsørgende og have en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. I stedet for at beklage at disse unge ikke presses ind i de ordinære uddannelser, er der et stort behov for et vidensbaseret bud på disse spørgsmål.

Er der en forsker, der vil gribe stafetten og give nye bud på veje for denne gruppe?

Morten Smistrup

Konsulent for Erhvervsuddannelsesområdet i LO