Genveje


Peter Koudahl

Hvad er målet egentlig med reformen af erhvervsuddannelserne?

Hvad er målet egentlig med reformen af erhvervsuddannelserne?

Inden længe skal den seneste reform af erhvervsuddannelserne for alvor rulles ud. Den bliver dermed den 3. reform indenfor de seneste 15 år.
Reform 2000, der trådte i kraft ved årsskiftet 2001, blev blandt andet argumenteret igennem med henvisning til, at der eksisterede en uoverensstemmelse mellem uddannelsernes opbygning og elevernes behov for at kunne afprøve sig selv i forskellige sammenhænge, for derefter at kunne skrue en uddannelsesplan sammen efter individuelle behov. Uddannelserne blev beskyldt for at være for ufleksible og dermed ude af trit med de unges behov. Væsentlige elementer i reformen var introduktionen af brede grundforløb, individuel uddannelsesplan, kontaktlærerordning og et opgør med at skolerne organiserede sig med klasser og hold og at undervisningens skulle udbydes i moduler. Fra Undervisningsministeriet var opfordringen til eleverne: ’Byg din egen erhvervsuddannelse’ – titlen på en af ministeriets egne udgivelser fra 1995. På den måde havde Reform 2000 eleven og dennes individuelle behov som omdrejningspunkt. Lidt populært kan man sige at erhvervsuddannelserne skulle tilpasses eleverne. Eller i hvert fald en på det tidspunkt udbredt forestilling om, hvordan det var at være ung, og dermed potentiel erhvervsuddannelseselev, i ’det senmoderne’.

Ret hurtigt viste det sig dog, at det ikke gik som man havde håbet. Frafaldet steg og søgningen var faldende. I april 2005 nedsatte den daværende regering så Globaliseringsrådet. Det ’blev nedsat .../… til at rådgive regeringen om en strategi for Danmark i den globale økonomi’, som det blev formuleret. Blandt meget andet, som rådet debatterede og udtalte sig om, var uddannelsessystemet. Ligesom det gjaldt alle andre dele af samfundet skulle også uddannelsessystemet være i ’Verdensklasse’. Herunder erhvervsuddannelserne. For at imødekomme dette nedsattes ’Udvalget til fremtidssikring af erhvervsuddannelserne’, der i den afsluttende rapport konkluderede, at uddannelserne skulle tilrettelægges på det højest faglige niveau, hvis Danmark skulle have en chance i den globale konkurrence. Med andre ord et fokus på uddannelserne. Ikke på eleverne. Parallelt til førnævnte udvalg nedsattes ’Udvalget om at alle skal gennemføre en ungdomsuddannelse’. Her var hovedkonklusionen, at 95 % af de unge i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse, og at det skal være erhvervsuddannelsernes opgave at sikre, at dette sker. Så ’Verdensklasse’ og ’Uddannelse til alle’ – i samme del af uddannelsessystemet og på samme tid.

Udmøntningen af udvalgenes anbefalinger realiseredes i den næste reform, der trådte i kraft i 2007. Man kan med rette hævde, at det var det sidstnævnte udvalgs anbefalinger, der i praksis fik den styrende rolle i reformen, mens det med verdensklasse forblev en parentes. Under alle omstændigheder havde reformen i 2007 fokus på ’rummelighed’. Dette kom blandt andet til udtryk ved, at alle skulle kunne optages, klasser og hold blev genindført (’Trådte stier’, som det blev formuleret), der blev stillet krav om at skolerne skulle sørge for, at eleverne fik adgang til forskellige støttefunktioner, som psykolog og socialrådgiver, og at skolerne skulle tilbyde mentorordninger. Reformens fokus var i endnu større grad end tilfældet var med Reform 2000 på eleverne og deres behov. I forfølgelsen af målet om de 95 % havde den et særligt fokus på de elever, der havde det svært med uddannelse.
Nu skal den næste reform så rulles ud ’Bedre og mere attraktive erhvervsuddannelser’. Det sker efter endnu en periode, hvor vi har kunnet konstatere, at stadig flere unge vælger en gymnasial uddannelse direkte efter folkeskolen og at en tilsvarende mindre andel søger den erhvervsfaglige uddannelse. Samtidig må det konstateres, at erhvervsuddannelserne ikke har været i stand til at løfte den politisk pålagte opgave om at indfri målet om de 95 %. Selvom Undervisningsministeriet i perioden har ændret opgørelsesmetoder i flere omgange, kan det konstateres at vi stadig står med en andel i omegnen af 20 % af de unge, der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse. Jeg skal ikke her kaste mig ud i en masse detaljer om opgørelsesmetoder: Dette ville i sig selv være en ’stafet’ værd.

Reformen indeholder forskellige strukturelle nyskabelser som opsplitningen i grundforløb 1 (GF1), reserveret for elever der begynder senest et år efter afslutningen af 9. eller 10. klasse, og grundforløb 2 (GF2) for andre elever. Indførelsen af EUD10, voksenspor og en række andre tiltag. Men med reformen indføres samtidig adgangsbegrænsning. Dette sker dels ved optagelseskravet til kommende elever, om at få karakteren 2 i dansk og matematik fra folkeskolens adgangsprøve. I øvrigt et krav som ca. 1/3 af de, der i dag færdiggør deres erhvervsuddannelse, ikke kan opfylde. Dels kan elever kun påbegynde GF 1 én gang, og GF2 kan kun påbegyndes 3 gange. Hvis ikke det lykkes at gennemføre, vil man herefter på livstid være udelukket fra at tage en erhvervsuddannelse. Grundforløbene kan efter reformen heller ikke længere forlænges. De skal gennemføres på 20 uger uanset elevens individuelle behov.
Med andre ord handler reformen ikke om, at alle unge skal have en uddannelse. Den har først og fremmest fokus på, at man som ung skal vise, at man ved at opfylde karakterkravet er ’parat’ til at blive optaget. Når man er optaget, skal man vise, at man er ’værdig’ til at forblive i uddannelse, eksempelvis ved at gennemføre grundforløb på den afsatte tid. I den forstand ser det ud som om, at reformens udgangspunkt ikke længere er eleverne, men snarere er erhvervsuddannelserne selv. Titlen ’Aftale om bedre og mere attraktive erhvervsuddannelser’ bidrager til denne antagelse. Her handler det ikke om eleverne. Kun om uddannelserne selv. Det forhold, at 95 % målet er forsvundet, ikke bare fra reformteksten, men fra den politiske debat i det hele taget, peger i samme retning. Og den konstatering, der høres blandt flere af erhvervsuddannelsernes interessenter, at reformen formodentlig vil indebærer et yderligere fald i antallet af optagne, peger i samme retning: Erhvervsuddannelsernes image skal styrkes i de unges og ikke mindst i deres forældres bevidsthed, så den gymnasiale vej ikke også i fremtiden bliver ’det naturlige valg’. Midlet er at højne erhvervsuddannelsernes status ved at gøre det sværere at blive optaget – og at gennemføre.

Skiftet fra ’rummelighed’ og ’eleven i fokus’, som de styrende rationaler, til at det er uddannelserne selv, der er i fokus, er efter min opfattelse helt centrale for at forstå, hvilke politiske dagsordener, der gemmer sig bag den nye reform.

Fra min stol må jeg spørge: hvordan det kan være, at der kan etableres et så grundlæggende paradigmeskift, uden at det vækker en højlydt debat blandt erhvervsuddannelsernes interessenter? 

Kære praktiker, hvad er dit synspunkt? ........... Grib stafetten!

Se svar fra henholdsvis Heike Hoffmann og Morten Smistrup

... (Marts 2015)

Peter Koudahl

Peter Koudahl

Docent.
Professionshøjskolen Metropol. Nationalt Center for Erhvervspædagogik.